Af Niklas Hedegaard, elitesvømmer, Farum Svømmeklub

Hvad er det der gør at man gider fortsætte med at svømme til langt op i 20’erne og for nogle enkelte endnu længere? Jeg ved godt, at min alder (21) endnu ikke er så fremskreden, men jeg har alligevel nogle idéer og mål, der gør, at jeg sagtens kan se mig selv svømme flere år endnu.

Først lidt om min baggrund: Jeg har svømmet i Farum Svømmeklub hele min svømmekarriere – ikke fordi der altid har været fremgang, men fordi det har været det letteste med hensyn til bopæl, transport til studie, osv., hvilket uden tvivl har betydet meget for mig indtil for nylig! Ved siden af svømningen læser jeg på Copenhagen Business School (CBS) og afslutter nu femte semester.

Jeg har flere gange været meget tæt på at stoppe min efterhånden (set med danske øjne) lange svømmekarriere. Da jeg startede på mit studium, havde jeg først svært ved at se, hvordan jeg skulle kunne forene det med tilværelsen som elitesvømmer. Den individuelle tilpasning, som i dag er en del af senior-konceptet i Farum Svømmeklub, gør dog, at uddannelse og elitesvømning for mig nu hænger godt sammen. Jeg har formået at finde en balance mellem mine sportslige og karrieremæssige mål. Beslutningen om at fortætte min svømmekarriere har jeg da heller ikke på noget tidspunkt fortrudt - tværtimod!

I starten af 2011 lagde min nye træner, Thomas Jansson, og jeg en plan, som skulle løbe frem mod december 2012 med henblik på en kvalifikation til EKM. Denne plan var vigtig for mig, fordi jeg følte, at jeg endnu havde en masse at byde på og en række uopnåede mål, som virkelig hev i mig. Planen satte også en tankeproces i gang hos mig – hvad er vigtigt for mig, hvis jeg vil opnå disse mål?

En af de første ting, Thomas foreslog, var, at jeg droppede min elskede morgentræning til fordel for en mere overskuelig hverdag. Jeg tænkte over dette og besluttede, at der ikke kunne ske noget ved at prøve. Jeg følte hurtigt en positiv ændring i resultaterne, hvilket medførte, at jeg blev bevidst om, at det var MIG der skulle finde den bedste måde at træne på for MIG.

I mange år havde jeg troet, at man kun kunne blive bedre ved at hive sig selv til træning mindst 10 gange om ugen samt diverse landaktiviteter ved siden af. Men her kom en træner, der tror på, at hver svømmer skal finde dét, der er bedst for vedkommende selv – den måde, man bliver god på, kan være vidt forskellig fra person til person. Denne individualisering i træningen forudsætter stor fleksibilitet fra klubbens side, både i trænerstaben og blandt holdkammeraterne.

Fleksibilitet, fordi træning for mig ikke er det samme som træning for min kammerat, der ligger på samme bane eller ved siden af mig under dryland. Det betyder, at der skal differentieres i træningsprogrammerne, hvilket er et enormt arbejde for trænerne, hvis det skal gøres ordentligt og problemfrit. Alligevel er det en af grundstenene, hvis man ønsker at have seniorsvømmere til at fortsætte langt op i 20’erne.

Uden muligheden for at planlægge min træning efter min sideløbende uddannelse eller mit arbejde ville jeg hurtigt løbe hovedet mod en mur i en svømmeverden, som er meget lidt fleksibel med hensyn til træningstider (vandtider). Man forsøger normalt at få hverdagen til at tilpasse sig svømmetiderne i stedet for at kaste alle bolde op i luften og spørge sig selv: Hvordan skal min træningsuge se ud, for at jeg kan blive bedst mulig? En konkret ting, der er sket her i Farum, er, at flere morgentræninger er blevet forlænget, så de løber fra 5.45 til 9.00, hvilket giver dem, der ikke skal tidligt i skole, mulighed for at få sovet og dermed hvilet mere.

Jeg har selv planlagt min egen træningsrytme, som gør, at jeg har overskud og møder frisk og klar til træning hver gang. Mængden af træningspas i vandet er blevet mindsket fra 10 til 6 (ingen morgentræning). Jeg kompenserer for dette ved at få det bedste ud af de timer, hvor jeg træner alene (løb, styrke) ude af vandet.

Fleksibilitet betyder også, at der skal planlægges en hel del fra trænerens side. Tyve svømmere, der mere eller mindre har forskellige behov, giver en lang række udfordringer. Jeg vil alligevel vove påstanden, at disse udfordringer er spændende, fordi det betyder ufatteligt meget for den enkelte svømmer.

Fleksibilitet og motivation er for mig to sider af samme sag. Uden fleksibilitet kunne jeg i dag ikke blive motiveret til at fortsætte med at træne flere år ud i fremtiden, og uden motivation ville et fleksibelt træningskoncept falde fra hinanden med det samme. Det handler om, at træneren skal turde give slip på kontrollen i træningsprocessen og overlade denne til svømmeren. I sidste ende er det jo svømmerne, der skal præstere resultaterne.

Thomas sagde som noget af det første til mig: ”Du skal ikke gøre det samme som de bedste svømmere gør. Du skal prøve at være klogere end dem og gøre det, der er bedst for dig – og hvad det er, ved kun du!” Jeg forsøger hele tiden at se andre veje, nye muligheder eller måder at gøre tingene på. Det er det, der motiverer mig, og jeg har mulighed for at gøre noget ved det i Farum Svømmeklub, hvor fleksibilitet bliver sat i højsædet. Ude i fremtiden kommer nye udfordringer og andre hensyn, som skal tages for at optimere min træning, og uden muligheden for at tage disse hensyn vil min motivation langsomt dø, og jeg vil stoppe på stedet.

Jeg har for første gang med denne tilgang til træning af seniorsvømmere for alvor opdaget min indre motivation til at forsætte med at svømme og forbedre mig. Den ydre motivation i form af en træner på kanten, der bare siger hvad og hvor langt, jeg skal svømme, er nu afløst af en indre motivation drevet af ansvar for, indflydelse på og kontrol over min egen træning. Den foreløbige krone på værket er en dansk rekord på langbane i 50 bryst samt markante forbedringer i medley og de længere brystløb på både kort- og langbane. Jeg føler mig godt hjulpet på vej mod mine mål, og uanset om de bliver opfyldt eller ej, så fortsætter jeg, da det er fedt at komme til træning, når der står en træner på kanten, der ved, hvad det vil sige at træne seniorsvømmere.

 

Læs også:

Seniorsvøming i Danmark

Træning af seniorsvømmere